Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
Danmark er en brugsforening
Af Lars Rokkjær (B 75), årets leder i 2015, hædret med DBTU’s guldnål i 2014 efter at have modtaget sølvnålen i 1998.
Lars Rokkjær ved Tornby stand, Hirtshals kommune.
Få har så præcist som den nu afdøde forfatter og historiker Palle Lauring indkredset essensen af det moderne Danmark. ”Danmark er en brugsforening”, sagde Palle Lauring når han skulle beskrive den danske folkesjæl, der er vævet sammen af de fællesskaber og sammenhængskraft, der siden midten af 1800-tallet er vokset ud af, at mennesker har været villige til at gøre en frivillig indsats uden for deres egen familie.
Jeg har i de sidste mange år arbejdet rundt om i verden i og med forskellige kulturer. Kulturer hvor individet oplever, at fællesskabet ikke eksisterer udenfor deres egen familie.
Vil vi bevare den danske folkesjæl som beskrevet af Palle Lauring, så er der et svar. Styrk det frivillige foreningsarbejde i alle sine former.
En forening af og for mennesker er et sted, hvor mennesker kommer af et eget frit valg og bliver der så længe, de selv vælger at være det.
Forenings frihedsbegreb er rygraden i vores folkesjæl. For børn er et foreningsengagement ofte første gang i deres liv, hvor de virkelig selv har ønsket at være en del af noget og sætter deres egne mål. Første gang hvor de virkeligt oplever at mit samspil med andre bliver afgørende for om “jeg” kan opnå mine mål.
Dette gør os trænere og foreningsledere så vigtige for børnene, fordi vi er symbolet for noget de selv vil.
Derfor har det været vigtigt for mig at tænke på at livet i en forening ikke kun skal lære barnet at spille forhånd, men også at kende sig selv som menneske, gensidigt kunne få det bedste ud af samspil med andre, kunne prioritere og træffe hensigtsmæssige valg, opsætte mål og opleve dem blive indfriet samt ikke mindst forstå at al fremgang kræver en kontinuerlig personlig indsats.
Som idrætsleder er det ikke mængden af børn, der har fastholdt mit engagement siden 1974, det er personlige oplevelser af at have gjort en forskel.
Simon Rokkjær underviser i B 75’s værdier.
Det største er at opleve voksne mennesker komme og fortælle, hvilken betydning ens indsats som leder har fået for deres liv. Hver gang det sker føler jeg mig umådelig ydmyg, da jeg forstår det ikke kun handler om mig, men om mig i det unikke foreningsmiljø. Oftest sker denne bekræftelse nonverbalt andre gange verbalt. Et af “mine” medlemmer som jeg var træner for Morten Albæk i dag medskaber af og direktør for Voluntas satte ord på sin oplevelse af at være medlem af en forening, hans beretning vil jeg gerne dele med Jer:
“Jeg er 42 år og én mandag for 35 somre siden indtraf der sig en begivenhed, der blev fundamental og skelsættende for det liv, jeg siden har levet og som har privilegeret mig mere end jeg eller formodentligt en hver anden havde troet ville blive mig begunstiget.
Den mandag spillede jeg bordtennis for første gang i mit liv. Jeg var ikke blevet medlem af nogen normal idrætsklub. Tværtimod var jeg blevet medlem af en usædvanlig af slagsen. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg slet ikke var blevet medlem af en idræts- eller bordtennisklub, men derimod en ”dannelsesklub”, hvor man tilfældigvis spillede bordtennis.
De næste 8 år lærte jeg derfor ikke kun at beherske verdens hurtigste og mest fascinerende spil, men mere vigtigt lærte jeg mig selv at kende.
Jeg lærte gennem den nærværende, dybt engagerede, ærlige og følsomme omgang som min bordtennistræner havde med mig, at erkende mig selv som menneske. Jeg lærte ikke kun at vinde, men at livet også består af nederlag og at livskraft i ligeså høj grad kommer til udtryk i hastigheden og viljen, hvormed du kommer videre og styrket oven på de nederlag som et hvert liv indeholder.
Jeg lærte, at flid og dygtigheden er uadskillelige og at tålmodighed er en nødvendighed for at nå sine mål. Jeg lærte at hver gang jeg vandt led én anden nederlag, og generøsitet i sejrens stund derfor var en selvfølgelighed, og jeg lærte at glæde mig over livets små fremskridt, de tusindvis af små spring fremad der i sig selv og alene er usynlige men tilsammen skaber et nyt menneske. Men vigtigst af alt lærte jeg selverkendelsens kunst. Den vigtigste egenskab for noget menneske at beherske. Den egenskab der gør, at du altid ved, hvem du er og derfor aldrig farer vild i dit eget eller andres liv.
Den mandag, den sommer, da jeg var 7 år, begyndte jeg at spille bordtennis i en klub, der ikke kun ser en spiller eller et medlem, men et menneske der gennem spillet og i samspillet med andre udvikles som menneske.
Jeg spiller ikke bordtennis længere, men det spil og den klub har spillet en udslagsgivende rolle i, hvem jeg er blevet, og hvad jeg har opnået i mit liv”.
Mødet med Peter
Da jeg var lærer oplevede jeg, at jeg kunne nå børn som foreningsleder, jeg ikke kunne nå ind til som lærer.
Netop foreningens frirum, hvor vi selv definerer de krav, vi ønsker at leve op til. Hvor ingen andre end os selv er dommer for vores egen indsats skabes muligheder for en ligeværdighed i kontakten mellem barn og voksen.
Hvilke fantastiske møder jeg har haft gennem mit foreningsliv. Jeg vil gerne berette om et af de mange børn, jeg har mødt i mit foreningsliv. Jeg har her valgt at kalde ham Peter. Historien handler om, hvordan ting der er ubetydeligt for den ene bliver livsafgørende for en anden.
Jeg var lærer, da jeg mødte Peter.
Det jeg husker er, at jeg kun havde gået nogle få skridt ned ad gangen på skolen, da der er en, der sparker mig i ”bagen”.
Jeg mærker, at det er et spark, og det gør så ondt, at jeg mærker vreden i mig, jeg snurrer omkring, men da får jeg øje på en lille dreng på ca. 9 år, der med vidt åbne øjne kigger på mig og siger: ”Hej” I hans store glade øjne forstod jeg, at han kun ønskede kontakt.
Drengen havde et tyndt glat mat og livløst hår. Et så tyndt hår skulle egentligt kun kunne ligge fladt mod hovedet, men det brød naturens lov ved at stritte i små totter. Hans øjne var store og udspilede. Da jeg så ind i øjnene, fik jeg oplevelsen af desperation.
Han bevægede sit hoved urytmisk, næsten som om hovedet var for stort til de muskler, der skulle styre det.
Den oplevelse jeg fik i min krop var den samme, som jeg får om sommeren når jeg går ud i min have og finder en lille fugleunge, der er faldet ud af reden. Den har lidt dun, der stikker op, store øjne og et hoved som den ikke rigtig kan styre. Jeg får lyst til at redde fugleungen og samler den op fra græsset. Når jeg gør det, føler jeg også sorg, for jeg ved af erfaring, at det er næsten umuligt at redde ungen.
Spontant løftede jeg drengen op og holdt ham tæt ind til min krop.
Jeg gik langsomt ned at gangen med drengen i min favn, med hans hoved hvilende på min skulder. Han vejede ingenting. Jeg kunne svagt ane hans hurtige puls.
Da vi havde gået sådan i et stykke tid, tog han pludselig hovedet tilbage med et ryk, nu var hans hoved stille og hans øjne så direkte ind i mine.
”Hvem er du?”, spurgte han.
”Jeg hedder Lars, hvad hedder du”?
”Jeg hedder Peter”
Han fastholdt sine øjne i mine øje, men der blev ikke sagt mere. Det var, som vi begge sansede, at ord ville ødelægge den kontakt, der blev skabt gennem vores øjne. Jeg gik med ham på armene hen til enden af gangen. Der er en trappe, der fører op til næste sal. Jeg satte mig ned på trappen og Peter ved siden af mig.
En tid sad vi der helt stille. Han brød stilheden ved at sige:
”Jeg har set dig sammen med nogle børn oppe ved idrætshallen”.
”Du træner børn i bordtennis”
”Ja, det er rigtig nok. Har du været oppe i bordtennislokalet”?
”Nej, det har jeg ikke, men jeg har set du går derop næsten hver dag”
”Er du da næsten hver dag oppe i hallen”
”Ja, hvor skulle jeg ellers være”?
Pludselig blev vores møde brutalt afbrud af klokken, der forkyndte, at middagsfrikvarteret var færdig. Klokkens autoritet sad dyb i mig, så snart jeg hørte dens lyd, flyttede jeg mit fokus til klokken og brød dermed kontakten til drengen. Jeg sagde til drengen: ”Du må hellere gå til din klasse, ingen af os ønsker at komme for sent. Kan du nu have det rigtig godt. Vi ses.
”Hej”, svarede kan kort og løb lidt usikkert mod sin klasse.
Jeg følte et ansvar i forhold til Peter. Jeg havde ikke bedt om at blive sparket, men skæbnen gjorde, at jeg var der netop på dette tidspunkt og fik en kontakt til en lille desperat dreng.
Jeg vidste, at det ville være svært at skabe de forudsætninger i skolen, der kunne udvikle Peters oplevelse af at være værdifuld for andre mennesker. Da jeg brugte megen af min fritid i den lokale bordtennisklub som formand og træner, valgte jeg at anvende klubben som ramme, hvis Peter var interesseret.
Jeg spurgte mig lidt om på lærerværelset for at vide lidt mere om Peters baggrund.
Peter kom fra et socialt belastet hjem. Peter havde ingen rigtig kontakt til kammerater. Han kom konstant i problemer med andre elever, selv de fleste lærere havde det svært i relationen med ham. Det var, som om han ingen situationsfornemmelse havde. Han talte, selv om ingen lyttede. Han gik med andre, selv om ingen ønskede ham med. Han kunne stå op, når alle andre sad ned.
Han havde et sprog som mange fandt provokerende.
Gymnastik læreren fortalte, at han også havde motoriske problemer.
Det gav mig et tydeligt billede af en ensom dreng.
Hvis Peter var svag motorisk, kunne bordtennisspillet ikke anvendes som platform for ham. Peter havde ikke brug for hjælp, han havde brug for at være værdifuld for andre mennesker og blive værdsat for det.
Hvordan kunne jeg skabe den ramme i bordtennisklubben?
Jeg tænkte på, om Peter kunne hjælpe mig. At hjælpe en person du ser op til, skaber en oplevelse af at være værdifuld.
Hvis han skulle hjælpe mig, hvad var da mine svagheder, og kunne han på nogen måde komplementere dem?
Kunne han også gøre det på en måde, som ville være værdifuldt for andre børn? Peter havde brug for både gode voksenkontakter, men så sandelig også med andre børn.
Hver mandag aften samlede jeg forældre og børn til et fællesskab, som vi kaldte stormødet. Jeg havde flere gange været kritiseret for, at de ikke var hyggelige nok.
Kunne Peter måske være med til skabe en hyggelige ramme og dermed blive værdsat for det?
Jeg talte med Peter, om han kunne tænke sig at hjælpe mig med at gøre det hyggeligt. ”Ja”, svarede han så hurtigt, at han ikke kunne have tænkt over, hvad det indebar at sige ja til mit spørgsmål.
”Kan du lave kaffe”, spurgte jeg.
”Jeg er vandt til at lave kaffe til min far om morgenen, så det kan jeg”, svarede han.
Jeg tog Peter med over til den lille lokale købmand.
Jeg gav Peter penge, som han købte kaffe og pålæg for. Sammen med Peter forklarede jeg købmanden, at Peter ville komme og købe kaffe ca. hver 14. dag og pålæg hver uge.
Derefter kørte vi over til bageren efter brød og gentog processen.
Jeg aftalte med Peter, at han i fremtiden kunne cykle med kaffen, pålægget og brødet i sin rygsæk.
Jeg forklarede ham, at jeg ville medbringe sodavand, da det ikke var til for ham at fragte dem. Det protesterede han imod. Han havde en trækvogn, og på den kunne kan have det alt sammen. Jeg kunne se det var vigtigt for ham, så jeg accepterede det. Vi kørte derfor tilbage til købmanden og forklarede ham, at Peter også ville købe sodavand hver uge.
Den første aften aftalte vi, at vi skulle mødes kl. 17.00 en time før mødet startede. Jeg var spændt på, om han kom kl. 17.00, for mine lærerkolleger havde sagt, at han meget sjældent kunne passe tiden. Da jeg ankom, var han der.
Vi gik op i lokalet, hvor vi hjalp hinanden med at stille borde og stole op. Vi dækkede bord og satte kaffe over.
Da alle var kommet, bad jeg Peter komme frem, så de alle kunne se ham. ”Det her er min nye ven, han hedder Peter. Han skal hjælpe mig med at gøre det hyggeligt her. I ved jo alle, at det har jeg ikke rigtig kunne klare, jeg har mere været optaget af, at vi fik nogle gode samtaler.
Jeg så nogle af børnene reagerede. Jeg forstod, at de kendte ham fra skolen og sikkert ikke kunne se ham i rollen at gøre noget hyggeligt. Da jeg vidste, at de stolede på mig, og derfor var villige til at samarbejde, spurgte jeg ikke ind til det, men jeg sagde: ”Jeg synes vældig godt om dig Peter, og jeg håber, vi alle kan være med til at hjælpe dig med at løse din nye opgave”.
En af forældrene hed Bente, jeg rettede min opmærksomhed til hende. “Bente, vi ved alle, at du er ekspert i at lave det hyggeligt. Kunne du ikke bruge aftenen til at hjælpe Peter med, hvordan han skal gøre sit arbejde rent praktisk således, at det lykkes for ham?”
Da mødet var tæt ved sin afslutning, bad jeg Peter om at komme op til mig. Jeg bad om ro, jeg ville sige noget til Peter: ”Peter, du har løftet en stor sten fra mit hjerte. Tak skal du have.”
Peter tog min fremstrakte hånd, men sagde ikke noget.
Allerede næste gang gik det meget enklere for Peter, for nu vidste han, hvad der blev forventet af ham, han vidste, hvad vi andre gjorde på mødet. Han begyndte af forstå, hvornår han kunne komme med kaffe, og hvornår han ikke kunne.
Inden mødet var færdigt kaldte jeg Peter op foran alle, gav ham hånden og sagde: ”Tak for din hjælp, jeg synes allerede, det er hyggeligere”.
Den aften var der nogle af de andre forældre, der fulgte mit eksempel og sagde tak til Peter, inden de gik.
Der gik ikke lang tid, før der var indkørt nogle helt faste rutiner. Peter indkøbte varerne, og vi mødtes i klubhuset. Efter en tid spurgte Peter, om ikke han kunne komme ind, før jeg kom, han ville gerne selv stille bordene op og dække bord. ”Jeg syntes, det var et godt initiativ, så jeg sagde til ham: ”Peter, du kan låne min nøgle, så kan du selv komme ind”.
Peter blev helt hvid i hovedet. Han kiggede op på mig og fremstammede:
”Vil du give mig en nøgle til huset?”
”Ja, naturligvis, jeg stoler på dig”
”Jamen, hvad hvis jeg taber den?”
”Så har vi et problem, men ikke større, end vi kan løse det, nøglen er jo ikke til hele idrætshallen, den er til bordtennislokalet”.
”Tak” sagde han, og jeg syntes, at jeg for første gang kunne se, han var berørt.
Efter nogle gange skete det jeg håbede, der ville ske, de andre børn begyndte at respektere Peter for hans indsats.
Da jeg så det, sagde jeg til dem, det ville være dejligt for Peter, hvis I siger tak til ham for hans indsats. Da jeg så, den første dreng række hånden frem, tage Peter i hånden og sige ”Tak Peter”, vidste jeg, at det første store skridt var taget for, at Peter kunne udvikle accept i forhold til sig selv og andre.
Der gik ikke mange dage, før jeg så at nogle af drengene tage kontakt til Peter i skolen, i stedet for at være, idioten, Mr. Nobody blev Peter til Kaffe Peter.
Det kan lyde som noget ingenting eller måske endda som noget nedværdigende, men for Peter var det et gennembrud, han havde fået en identitet, som var en del af en relation til andre.
Som tiden gik blev Peter en mere og mere integreret del af klubben. Til sidst var det næsten ikke en dag uden Peter var der og tog sig af noget praktisk. Han begyndte også at spille bordtennis med liv og sjæl.
Som tiden gik tænkte jeg ikke specielt på ham, han var en del af klubben som alle andre.
Jeg så den store udvikling der skete med ham, det talte vi ikke direkte om, men jeg gjorde ham hele tiden opmærksom på det, jeg ville have ham til at være bevidst om. Da jeg ikke længere var lærer på den skole, han gik på, havde jeg ikke nogen viden om, hvilken betydning det havde for hans skolegang, jeg tror, at jeg havde den opfattelse af det betød meget i forhold til samspillet med mennesker på skolen, men ikke så meget bogligt. Det skulle senere vise sig, at jeg tog fejl.
En dag da jeg gik til mandagsmøde, fandt jeg Peter grædende på en stol i det ene hjørne af lokalet. Jeg satte mig stille ned ved siden af ham og lagde armen over hans skuldre.
”Du græder Peter, hvad er du ked af”?
”Det er fordi jeg skal flytte til Sønderjylland, som du ved har min far fået arbejde der”.
”Ja, det har vi talt om, jeg kan godt forstå, hvis du er ked af at rejse fra alle dem, du kender, men det bliver jo også dejligt, at din far endelig har fået et arbejde, det betyder bl.a., at jeres økonomi bliver bedre”.
”Ja, ja, det ved jeg godt, det bliver meget svært at undvære alle, men det er på grund af noget andet, jeg ikke kan sove om aftenen”.
”Jeg tog ved Peters skuldre og rejste ham op, så jeg kunne se ham ind i øjnene. Han var meget større end første gang, han var nu blevet 14 år. Jeg så ind i hans tårefyldte øjne og sagde: ”Fortæl mig, hvad det er, der gør, at du ikke kan sove om aftenen”
”Fordi nu er der ikke længere nogen til at hjælpe dig med at lave kaffe og få det til at blive hyggeligt. Jeg er bange for, at det hele skal blive, som før jeg kom”.
Peter og jeg sad længe og holdt hinanden i hånden uden at sige noget. Det var mig der brød tavsheden:
”Peter, den glæde jeg har fået ved at være sammen med dig og se hvordan du har trivedes med det, det er noget ingen nogensinde kan tage fra mig. En del af dig vil altid være her hos mig og i bordtennisklubben. Det kan en flytning til Sønderjylland ikke lave om på”.
Peter sagde stadig ikke noget, men at han var en helt anden end den lille dreng, jeg fem år tidligere havde siddet ved siden af på en trappe op til musiklokalet, det fortalte den følelse af varme, der kom mig i møde fra ham.
Kort derefter rejste Peter med sine forældre til Sønderjylland, og vi tabte kontakten til hinanden.
År 2005 stod jeg i ankomsthallen i Kastrup, og ventede på at skulle med flyet til Aalborg. Pludselig er der en ung mand, der prikker mig på skulderen og siger:
”Hej Lars, skal du også hjem?”
Jeg vendte mig rundt, og der stod han, Peter. Han var højere end mig, han tog armene ud til siden for at indikere, at kan ville give mig et kram. Under krammet fløj mange tanker gennem mit hoved. Der kunne være mange årsager til, at han var i København. Jeg satte mine hænder på han skuldre, og tog ham en armlængde væk fra mig, så ham i øjnene og sagde:
”Peter, hvad laver du i København?”
”Jeg er lige blevet færdig med at studere medicin, jeg er læge Lars”.
At være foreningsleder har ikke gjort mig rig i penge, men rig på møder med mennesker, der har gjort en forskel i mit liv og i deres.
Glæden ved at lykkes tilsammen.
I sidste ende er det ikke medaljer, hæder og materielle goder, der får os til at være frivillige ledere, vi gør det alle for det øjeblik. Det øjeblik, hvor en person kigger os dybt ind i øjnene, og du føler: ”Jeg har gjort en forskel”.
I virkeligheden er det svært at adskille ildsjælen, spilleren og klubben fra hinanden. Tilsammen danner vi vores forening. For os er rammen bordtennis.
Danmark er en Brugsforening, som Palle Lauring sagde, hvilket er et stort skulderklap til os alle.