Hermed følger på opfordring en beretning om, hvordan det for mit vedkommende var at deltage i et veteran-VM for første gang. Verdensmesterskaberne foregik i dagene 16.- 20. maj 2006 i Bremen i Tyskland og var en begivenhed, hvor 3.500 spillere fra 111 lande deltog.
Jeg kunne såmænd også have fortalt historien om, hvordan alle i den danske lejr så ud til at nyde hinandens selskab. Og om hvordan hver enkelt kæmpede for at nå egne mål ved bordet. Det var fascinerende, men den historie må fortælles en anden gang. Så derfor kommer der i det følgende ikke meget om danske medaljer osv.
Jeg har i denne artikel valgt, at koncentrere mig om det psykiske aspekt. Sådan som jeg oplevede min egen deltagelse ved VM.
Med til veteran-VM for første gang
Af Carsten Egeholt
Egentlig så var mine spillemæssige forventninger reduceret en hel del, eftersom jeg havde været syg i ugen op til veteran-VM i Bremen, som jeg ellers havde set meget frem til, at skulle deltage i. Men hvad var det egentlig for noget, det her veteran-bordtennis. Alene ordet ”veteran” virker jo afskrækkende, når man som jeg bare er en ung gut på 41 år. Og indrømmet, så deltog jeg i første omgang fordi, jeg havde bildt mig selv ind, at jeg da måtte have gode chancer ved et sådant VM, da jeg for et par sæsoner siden havde vundet over svenske Ulf Bengtsson, som bekendt vandt EM i herresingle i Moskva i 1984.
Selve turneringen
Rækken for deltagere over 40 år var større end nogensinde før. Der var i alt 209 puljer med fire spillere i næsten alle puljer. De to bedste gik videre til ”knock out” runden, og de to dårligste i puljerne fik tilbuddet om at deltage i Consolation (taberrækken, som blev spillet efter samme princip).
Puljekampe
Tirsdag morgen skulle jeg i kamp. I min pulje var en spiller blevet syg, så vi var bare tre spillere. Jeg lagde ud mod en skæv nordmand, Terje Strand. Inden kampen havde et par andre danske deltagere fortalt mig, at jeg ikke skulle undervurdere Terje. Han kunne godt spille, og han kæmpede sædvanligvis med alt, hvad han havde. Min målsætning for turneringen var imidlertid klar, og det havde den såmænd været hjemmefra.
Jeg ville spille med fuld damp på alle kedler fra start, og ikke give så meget som en eneste bold unødigt væk. Jeg har nemlig for længst fundet ud af/erkendt, at jeg er bedst, når jeg spiller helt igennem hele tiden. Altså med fuld koncentration på alle bolde/slag. Gør jeg ikke det, så rækker talentet ikke, og så kan jeg let komme i problemer mod spillere, som jeg på papiret burde vinde over.
Mod Terje Strand var det tydeligt, at han fra kampens start troede meget på sig selv. Han havde ikke set mig før, og spillede uden respekt, hvilket var lidt irriterende. Jeg spillede som nævnt ovenfor og lagde derfor stor vægt på at vinde så stort som overhovedet muligt. Det gik fint. Jeg vandt de to første sæt 11-5 og 11-3, hvilket fik den fremadstormende nordmand til at tro meget mindre på sig selv. I 3. sæt fik jeg det første anerkendende nik med hovedet fra Terje efter at have vundet en god bold. Arbejdet blev gjort færdigt via 11-5.
Lige efter kampen mod Terje, skulle jeg spille mod tyske Rolf Soltau, som havde dømt min kamp mod Terje. Han var en hardhitter af den vilde slags, smashede på alt, så hurtigt som muligt.
Meget skru i alle bolde og ikke mindst i serven gjorde det til en let kamp for mig. 11-2, 11-2 og 11-6 på meget kort tid. Han formåede ikke, at ændre sin spillestil, som kampen skred frem, og jeg fandt derfor ingen grund til at forsøge nye ting, da taktikken jo var helt fin, så længe han ikke havde mere at byde på.
På tur i Bremen
Efter puljespillet var der om onsdagen hviledag. En fornøjelig dag, hvor de mere erfarne danske VM-deltagere tog sig pænt af os, der var med for første gang. Tommy Samsing havde tidligere på året været i Bremen for at inspicere byen. Han sørgede for, at vi fik set, hvad der var at se i Bremen, hvor vi bl.a. tilbragte et par hyggelige timer på en båd i kanalen.
Ingen seedning
Torsdag var der trukket lod og seedet blandt de tilbageværende godt 420 spillere i 40 års rækken. Jeg var noget spændt på denne lodtrækning, da jeg naturligvis gerne ville nå langt i turneringen, men også fordi jeg meget gerne ville møde den forsvarende verdensmester Mikael Appelgren fra Sverige eller engelske Allan Cooke. Jeg har videobånd fra tidligere EM turneringer, hvor netop de to spiller meget flotte kampe mod hinanden, men med en spillestil, som jeg på nuværende tidspunkt var så fræk at bilde mig ind, ville passe mig fint. Det eneste jeg absolut ikke ville, var at forlade turneringen efter nederlag til en skæv tysker eller til en ukendt penskaft-spiller.
I min landsholdstid bl.a. ved VM i Dortmund i 1989 og ved EM i Stuttgart i 1992 har jeg haft det svært mod penskaftspillere og bl.a. været chanceløs mod kineseren Ding Yi, repræsenterende Østrig. Jeg tabte den gang med 21-10, 21-11 trods kanon-form og utallige træningspas i den forberedende periode.
Samme Ding Yi var også til stede her ved VM for veteraner i Bremen. Han var min og mange andres favorit til at snuppe VM-titlen. Han havde i sæsonen 2003/04 spillet i Fulda Maberzell i Tyskland, hvor jeg kom til året efter, at han havde forladt klubben. Han spillede den gang som 1. mand på holdet i 2. Bundesliga, hvor jeg året efter spillede som 5-6. mand.
Mikael Appelgren og Ding Yi var seedet til at nå finalen her ved VM for veteraner i Bremen. Jeg havde ikke opnået nogen seedning mellem de 16 seedede, hvilket ærgrede mig en del. Men når man ikke har været med før, og når Jens-Erik Linde ikke kunne overbevise den bestemmende svensker om, at jeg skulle have en seedning, så måtte det være sådan. Og så var det i øvrigt heller ikke sikkert, at jeg var blandt de 16 bedste. Mellem de mange spillere, som bejlede til seedningerne var bl.a. Mikael Appelgren (1-2), Ding Yi (1-2), Allan Cooke (3-4), Zoran Kalinic (3-4), Wang Yansheng, Anders Snygg (svensk mester for spillere over 40 år), Glenn Davidsson, Anatoliy Bondarenko, Boris Rosenberg, Andreas Fejer-Konnerth, Thierry Miller, Qi Wei Lu, Han Li, Bai Lin, Nicolai Popal, Jiri Ezr (europamester i juniorsingle i 1979 i Rom foran alle de gode svenskere), Norbert Adolph, Frank Kasiske, Roland Böhm, Stefan Platte, Masataka Tokai, Sergey Manturov, Traian Ciociu, Robert Valuch og Peter Beck. Jeg kunne huske, at jeg havde tabt til flere af disse spillere og mange andre kendte jeg fra mine 10 år i tysk bordtennis.
Skæbnen ville selvfølgelig, at jeg (hvis jeg nåede blandt de sidste 32) skulle møde netop Ding Yi. Men inden jeg kom så langt var der mange kampe, som såmænd kunne blive svære nok for mig.
Knald eller fald
I min første kamp efter puljen vandt jeg sikkert over endnu en tysker, Donald Mönch med cifrene 11-3, 11-1 og 11-1. Jeg var meget tilfreds med koncentrationen.
Nu var jeg blandt de sidste 256. Næste opgave var Klaus Lemcke fra Tyskland. Jeg startede med at komme bagud med 0-5 i 1. sæt, inden jeg fandt en anden og bedre måde, at returnere hans server på. Lidt forkrampet men fuldt koncentreret blev jeg tilsmilet af heldet på de afsluttende bolde i 1. sæt, som jeg vandt med 11-7. I andet sæt fortsatte jeg med at returnere hans server ok, men heller ikke mere end det. Jeg vandt sættet med 11-2, men uden at være tilfreds med måden jeg gjorde det på. Det var mere usikkert end cifrene antyder. Det var hele tiden som om, at han kunne komme rigtigt godt med i kampen, hvis han bare kunne følge sine server lidt bedre op. Desuden havde han ikke problemer med mine server, hvilket mine øvrige modstandere indtil nu havde haft (mere eller mindre). I 3. sæt fortsatte det uskønne spil. Jeg overlevede et par sætbolde og vandt med 14-12. Sikker 3-0 sejr ville mange sikkert sige med et smil på læben, men det bekymrede mig nu en smule, at jeg ikke formåede at bestemme lidt mere i denne kamp.
Denne torsdag var der ikke langt mellem kampene. Jeg fik hurtigt min kamp mod Klaus Lemcke ud af kroppen og stod nu med sveden dryppende og skulede til en af Ding Yi´s kampe for at se, om jeg kunne få idéer til, hvordan jeg skulle spille imod ham. Han vandt på sin sædvanlige overlegne måde let over en tjekke, som jeg vist nok tabte til som juniorspiller. Men jeg skrev et par stikord ned i min kalenderbog, så jeg havde lidt med mig, hvis jeg nåede langt nok til at møde ham.
Russisk penskaft
Der var 128 tilbage i turneringen, da jeg skulle møde russiske Nikolay Azarchenko, som jeg aldrig havde set før. Han spillede med penskaftfatning, og viste sig at være afsindig farlig i sit angreb. Han spillede hurtigt men med omtanke, og smashede tørt på mine skruede loop. Han fortrak ikke en mine i hele kampen. Det var ikke til at se eller høre på ham, om han havde vundet eller tabt en bold. Jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham. Ubehageligt!
Vi fulgtes pænt ad i første sæt, hvor jeg havde svært ved at dæmme op for hans spillestil. Det var som om, at det var ham, der bestemte, hvordan boldene skulle spilles. Kiksede han, vandt jeg pointet, men satte han sine angreb på bordet med den tørre knopside, så var pointene hans, med mindre jeg fandt mirakel-redninger frem. Han vandt første sæt 11-9, og kunne med lidt mere held have gjort det samme i andet sæt, som jeg dog vandt med 11-9 på en af hans meget få fejl i kampen. I 3. sæt formåede jeg ikke, at ændre nævneværdigt på spillemønstret. Jeg fik dog returneret mange af hans angrebsslag, som han så ud til at tro, allerede var hans point. Måske derfor vandt jeg sættet med 11-9. I 4. sæt slog han simpelthen boldene forbi mig gang på gang i bedste kinesiske stil.
Henrik Risom og Michael Rigmond fra HVKI (der også deltog i denne række ved VM) var kommet for at støtte mig. Jeg må have set chanceløs ud i størstedelen af de point, som russeren vandt. Jeg tabte sættet med 11-7 og måtte ud i et altafgørende 5. sæt for at blive i VM-turneringen. Heldigvis fik jeg på en eller anden måde reddet trådede ud. Jeg vandt afgørende sæt med 11-7 efter en kamp, som fra mit synspunkt blev spillet alt for meget på modstanderens præmisser. Men han var en god spiller.
Temperamentsfuld tysker
Nu var jeg blandt de 64 sidste og skulle mærkeligt nok møde endnu en tysker af den slags, som vinder sine kampe på grund af materialet og nogle mærkelige/giftige server. Han fik dømt en fejlserv af dommeren i kampens start, hvilket han højlydt protesterede over. Der var dog klar fejlserv. Jeg sagde ingenting, da jeg havde nok at se til med at returnere hans mærkelige server og netop udnytte hans kontroverser med dommeren. Jeg fokuserede alt, hvad jeg kunne på hele tiden at vinde det næste point, hvilket jeg var ret sikker på, ville få ham til at miste modet ret hurtigt.
Det lykkedes bedre og bedre for mig at returnere hans server, og da han tilmed blev mere og mere sur (stadig over at dommeren havde dømt fejlserv mod ham), blev der reelt aldrig udkæmpet noget større slag i denne kamp, som jeg vandt med 11-3, 11-1 og 11-3 efter at have holdt en god fokusering hele kampen igennem.
Dermed var jeg fremme blandt de sidste 32 og til 1/16-finalen mod den topseedede kineser Ding Yi, som jeg ikke havde alt for gode erfaringer med fra tidligere kampe.
Kampen mod Ding Yi
Jeg havde spillet alle mine kampe denne torsdag i hal B, hvor der ikke var så meget plads mellem de mere end 100 borde. Nu skulle jeg møde Ding Yi i opvisningshallen ved siden af spillere som Mikael Appelgren, Wang Yansheng, Zoran Kalinic, Allan Cooke, Boris Rosenberg og Andreas Fejer-Konnerth.
Jeg følte, at jeg nu var fremme, hvor det ville blive skægt, og tænkte så alligevel lidt på, hvor irriterende det var, at jeg netop skulle løbe ind i Ding Yi. Han var ikke bare min favorit til titlen, men også en af de spillere, som jeg tidligere havde fået rigtigt store klø af, mens jeg var allerbedst.
Jeg ville 100 gange hellere have stået på et af de øvrige 15 borde, hvor der skulle spilles 1/16-finaler.
Kampen mod Ding Yi var programsat til kl. 20.00. Alle andre kampe var næsten allerede i gang, da Ding Yi endelig kom frem til bordet, hvor jeg havde ventet på ham i 5-8 minutter. Han fik imidlertid ikke godkendt sit bat af de to dommere, som ikke kunne finde hans belægninger opført nogen steder. Det skal lige nævnes, at dommerne ved VM kørte en meget hård linie. De så på alle bat og tjekkede samtlige belægninger af i et medbragt katalog over godkendte belægninger. Således blev mit helt almindelige Stiga-træ Peter Karlsson med to gange Mendo belægninger tjekket i kataloget ved alle mine kampe.
Ding Yi’s belægninger stod altså ikke opført på listen over godkendte belægninger. Nu rettede begge dommere en henvendelse ned til mig i mit ”ringhjørne”, hvor Helge Kochman og Claus Biehl (sidstnævnte har jeg spillet på hold med den gang Gladsaxe var repræsenteret i landets bedste række) stod med min vanddunk.
Jeg var lidt irriteret over denne lidt sene ankomst, og jeg ville frygteligt gerne længere i turneringen, men da de to dommere pludselig gjorde det op til mig, om jeg ville tillade, at Ding Yi fik lov til i løbet af 5 minutter at få godkendt sit bat, så faldt det mig for alvor ind, at han da selvfølgelig skulle have en chance for at få sit bat i orden. Der var jo ikke noget ved at vinde over en VM-favorit uden kamp!
Efterfølgende tror jeg såmænd kun, at det var fordi, at der var tale om favoritten Ding Yi, at de to dommere ikke bare diskvalificerede ham med det samme.
10 minutter senere var Ding Yi blevet klar.
Jeg var også blevet klar, måske endda mere end jeg havde været 10 minutter før, da jeg nu havde bearbejdet kampen rent psykisk, inden den var startet. Stikordene med taktikken, som jeg havde skrevet i min kalender, var nu det eneste jeg tænkte på. Den store respekt for Ding Yi, den dårlige lodtrækning med efterfølgende ondt af sig selv, var slet ikke at finde i mit hoved mere. Nu gjaldt det udelukkende om at vinde det næste point, og det ville det gøre lige indtil kampen var forbi. Det var den aftale, som jeg indgik med mig selv samtidigt med, at jeg lovede mig selv at være villig til at tage de nødvendige risici i mit spil, hvis det skulle vise sig, at det ikke var godt nok.
Selv om Ding Yi spillede udmærket under indspillet med sit ”nye” bat, så bemærkede jeg, at han et par gange så ned på battet. Med andre ord, så var hans koncentration på sit bat, da kampen gik i gang. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde i posen og vandt 1. sæt med 11-6 uden at lave store jubelscener ud af det. Der var jo lang vej hjem. Jeg lagde blot battet på bordet og gik til ringhjørnet.
I 2. sæt var det kineseren, der bestemte lidt for meget. Han satte næsten alt på bordet, og da jeg samtidigt ikke formåede at udnytte et par åbne muligheder, gik sættet til Ding Yi ligeledes med 11-6.
I 3. sæt spillede jeg ganske forrygende og fik taget de chancer, som er nødvendige at tage, hvis man som undertippet skal vinde over en spiller, der er bedre end en selv. Vel at mærke uden at denne spiller dårligt. Jeg hev sættet hjem med 11-8 og følte nu, at døren for alvor var åbnet på klem.
Jeg besluttede i pausen mellem 3.- og 4. sæt, at jeg skulle huske at vise glæde ved at vinde boldene, og ikke virke alt for cool, da det gav ham for meget ro til at finde sit gode spil frem. Det var min fornemmelse. Jeg ville vise Ding Yi, at jeg faktisk troede fuldt og fast på, at det var mig, der skulle vinde denne kamp. Det kunne måske ryste ham endnu mere, hvis han fik det indtryk.
Det virkede ikke efter hensigten. Ding Yi spillede et flot 4. sæt, som han vandt med 11-6 uden at virke den mindste smule rystet.
I 5.- og afgørende sæt vendte jeg derfor tilbage til mit oprindelige spillemønster med bl.a. lange satsede skarpe stik på hans server. Jeg brugte alle kræfter på at koncentrere mig om spillet, måden jeg skulle spille på, hvis jeg skulle vinde. Jeg førte 5-2 ved sidebytte og kom ud i en duel, hvor jeg et stykke fra bordet fik returneret et par af hans tørre slag mod min baghåndsside, inden han sendte et udadskruet smash så dybt ned i min baghåndsside, at jeg forgæves kastede mig ud i en bande, som jeg bankede hovedet ned i, og som bankede tilbage op i min kind/kæbe, som hurtigt begyndte at vokse. Jeg lå på gulvet og kiggede nu for første gang op på tilskuerpladserne i den enorme hal, hvor der efterhånden var kommet rigtigt mange tilskuere. Det var selvfølgelig for at se nogle af sportens tidligere så store stjerner. Jeg fik rejst mig og mens banderne var ved at blive stillet på plads, huskede jeg mig selv på, hvor sjovt det var at være med og føle nærheden fra et stort publikum. Jeg slog mig heldigvis kun på kæben, og valgte at lade som ingenting, selv om jeg kunne mærke, at der var noget galt.
Jeg formåede at bevare den gode koncentration. Næste bold…alting andet er underordnet…
Konceptet holdt og jeg turde forsøge med lidt overraskende returneringer i slutfasen. Ding Yi kom aldrig helt tæt på, og jeg kunne (til stor jubel fra publikums side) række armene i vejret efter 11-7 i 5. sæt. Kæben havde det ad helvedes til!
1/8-finale
Efter kampen mod Ding Yi havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle spille flere kampe denne torsdag, hvor jeg allerede havde spillet fem kampe uden megen pause. Med tasken over skulderen maste jeg mig derfor vej ud gennem den store hal og ind ad en lang mellemgang med diverse bordtennisartikler og til spiseafdelingen lige før hal II, hvor jeg i restauranten bad om noget is til den efterhånden meget opsvulmede kind/kæbe.
Med en ispose på kinden gik jeg nu hen til den store resultattavle, hvor jeg til min skræk kunne konstatere, at jeg skulle spille igen samme aften kl. 21!
Der gik et chok igennem mig. Jeg havde ikke nået at få træningsdragten på endnu og løb nu gennem menneskemyldret tilbage mod opvisningshallen i håbet om, at jeg endnu ikke var blevet skratset. Jeg havde ingen anelse om, hvad klokken var, men 21 måtte den da være. Jeg havde jo givet Ding Yi ekstra tid til at få sit bat i orden, og da vores kamp, som var programsat til kl. 20, var gået over fem lange sæt, så var jeg måske allerede skratset!
Da jeg kom ind i hallen, løb jeg til bord 10, hvor den svenske mester over 40 år, Anders Snygg allerede stod klar i det ene ringhjørne og ventede på mig. Jeg sprang ind over banden og sagde, at jeg var kommet (som om nogen skulle have undgået at bemærke det…) Helt ok, sagde Snygg og mens mit bat, som jeg af gode grunde ikke havde nået at lime om, blev kontrolleret af dommerne, hjalp Henrik Risom og Michael Rigmond mig med mit rygnummer, mens jeg stadig holdt isposen på kæben. Det gjorde ondt i hovedet, og hævelsen var til at mærke, men jeg forsøgte at glemme det.
Jeg fik slet ikke tid til at forberede mig til denne kamp, og selv om jeg forsøgte efter bedste evne, så må jeg nok indrømme, at jeg var chanceløs i 1. sæt, som gik til Snygg med 11-5. Det kunne have været endnu større, hvis ikke han havde brændt et par oplagte bolde. Andet sæt lignede til forveksling det første, men pludselig kom jeg lidt med i kampen på et par dumme fejl fra svenskeren, og da jeg i slutningen af sættet havde heldet på min side, vandt jeg med 11-8, hvilket jeg tog helt afslappet.
Snygg var sur på sig selv. Det var helt tydeligt at se på ham i pausen mellem 2.- og 3. sæt. Han havde så afgjort haft en gigantisk chance for at komme foran med 2-0 i sæt, men nu stod det 1-1. I 3. sæt var det som om, at Snygg stadig var sur over, at han ikke havde vundet 2. sæt. Jeg spillede, hvad jeg kunne uden at lave mange fejl og vandt overraskende let med 11-3. Jeg brugte isposen på kæben ved hvert sidebytte og mens jeg nu pludselig var kommet rigtigt godt med i kampen var både kræfterne og viljestyrken atter på plads. Snygg havde dog atter fundet det gode spil frem. Han vandt mange point direkte på en serv, som jeg gang på gang lagde i nettet af frygt for, at komme til at returnere den for højt tilbage. Det gjorde jeg alligevel lidt for mange gange i 4. sæt, som jeg tabte med sure 11-9.
I pausen inden 5. sæt mindede jeg mig selv om, at jeg faktisk allerede havde vundet to gange i 5. sæt denne dag, og at jeg for alt i verden ville frem til de altafgørende kampe mod de mere kendte spillere. Anders Snygg er nemlig ikke nogen særlig kendt svensker. Men jeg ved hvem han er, og jeg har aldrig tidligere vundet over ham trods flere forsøg i et par svenske stævner i ungdomsårene, hvor jeg i øvrigt også har præsteret både at vinde og tabe til Peter Sartz.
Jeg kom godt fra start i 5. sæt, hvor jeg førte med 5-1 ved sidebytte, men desværre blev den godt kæmpende svensker ved med at hænge på. Han blev ved med at tro på sig selv, hvilket svenskere i øvrigt ofte gør. Filmen knækkede aldrig helt for ham, heller ikke selv om jeg kom frem til to matchbolde ved stillingen 10-8.
Han udlignede til 10-10, hvor efter jeg fik tilspillet mig en ny matchbold ved 11-10, men han ville ikke give sig og udlignede til 11-11.
4. matchbold ved 12-11, men Snygg udlignede til 12-12. Jeg vandt atter min serv og tog min ”time out” ved min 5. matchbold ved stillingen 13-12. Jeg besluttede mig til, at turde noget mere på hans serv og gik ind og returnerede hans serv lige i garnet til 13-13. På en god bold kom jeg frem til min 6. matchbold ved 14-13. Der efter servede Snygg og bolden kom i spil, jeg fik presset ham til endelig at lave en fejl ved at spille en bold for langt fra midten af bordet. 15-13 armene i vejret, lettelse!
Jeg er blandt de otte sidste og skal ikke spille flere kampe denne famøse torsdag.
To danskere i kvartfinalen
Oscar Søndberg fra Randers har på et andet bord leveret en gedigen overraskelse ved også at spille sig kvartfinalen i 40 års rækken. Ok, Oscar havde en god lodtrækning ingen tvivl om det. Men man kommer altså ikke i en VM-kvartfinale, med mindre man spiller godt/fornuftigt.
Oscar mødte ”kun” tyskere. Efter puljen havde han elimineret ikke mindre end seks af slagsen, hvor af de fleste vist nok spillede med Neubauer belægningen, som Oscar havde fuldstændigt styr på, da han til dagligt arbejder hos BTE bordtenniseksperterne i Århus og derfor ved alt om, hvad belægninger kan og ikke kan. Jeg så ikke nogle af Oscars kampe, da jeg selv spillede samtidigt, men jeg syntes, at det var imponerende, at han også var med endnu, og at han i sin 1/8-finale havde vundet over Frank Kasiske, som jeg mindes at have spillet drabelige kampe mod i Tyskland.
Fedt, at vi var to danskere blandt de otte sidste og så i selskab med verdensklassespillere som Mikael Appelgren, Allan Cooke, Wang Yansheng og Zoran Kalinic.
Spisning i godt humør
Efter torsdagens strabadser og trods det sene tidspunkt, så aftalte Oscar og jeg, at vi skulle ud og have lidt godt at spise for at fejre den foreløbige triumf, inden vi gik til køjs på vores hotel. Fredag var nemlig hviledag, så det ville ikke betyde noget, at det blev sent. Kvartfinalerne skulle afvikles lørdag, hvor også semifinale og finale skulle spilles.
Jeg kunne næsten ikke tygge min ellers så gode bøf på restauranten, hvor vi sad og glædede os over dagens bedrifter. Slaget på kæben havde gjort mine tænder følelsesløse i venstre side, som efter en bedøvelse hos tandlægen. Det var dog lagt fra nok til at kunne ødelægge den gode stemning. Vi spiste og hyggede os, mens vi spekulerede på, om ikke det måtte være sådan, at Jan-Ove Waldner og Jörgen Persson havde haft det nogle gange i årenes løb.
Hviledag
Jeg havde overtaget Ding Yi’s topseedning og skulle derfor møde ungarske Peter Aranyosi i kvartfinalen, mens Oscar skulle møde Mikael Appelgren. Jeg ville gerne træne en masse på hviledagen, mens Oscar gerne ville hvile en træt skulder. Derfor var jeg tidligt i hallen fredag for at finde schweiziske Thierry Miller, som havde tabt til den ungarer, som jeg skulle møde i kvartfinalen. Jeg ville gerne tale med ham om ungarerens styrkesider og svagheder samt måske lokke ham til at træne med mig. Thierry Miller har indtil for nyligt tilhørt den schweiziske landsholdstrup og er en god allround spiller at træne med.
Jeg fik både talt og trænet med Miller og taget notater til kampen mod ungareren. Desuden nåede jeg i løbet af fredagen at tale med den danske presse.
Psykisk opladning
Da jeg gik i seng fredag aften, havde jeg spist endnu en af de gode bøffer fra restauranten. Denne gang alene. Nogle samaritter i hallen havde forinden set på min kæbe og ville have den røntgenfotograferet på hospitalet, hvilket jeg havde afslået. Jeg ville ikke bruge energi på at fare rundt på et hospital og blive utålmodig. Det ville være et forstyrrende element i min opladning.
Bortset fra mit skæve ansigt og den meget ømme kind, så var jeg egentlig godt tilpas, da jeg lagde mig til rette i min seng fredag aften kl. 23. Kvartfinalen skulle spilles kl. 10.30 lørdag.
For nyligt havde jeg læst B.S. Christiansens bog ”På kanten”. Jeg er tilhænger af de konstruktive tanker, som beskrives i bogen. Jeg mente allerede, at jeg var godt på vej.
At vinde den første kamp og dermed medalje dagen efter var slet ikke det, som var i mine tanker. Jeg tænkte meget mere på, hvordan jeg skulle kæmpe fornuftigt på hver eneste bold i alle tre kampe og ikke give mig på noget tidspunkt. Medaljen var (undskyld udtrykket, hvis det skulle lyde krukket) ligegyldig i min verden netop i dette øjeblik. Det handlede om at blive verdensmester. Det var derfor, at jeg var kommet til Bremen!
I B.S. Christiansens bog handler det om, at være optimalt forberedt.
Jeg tændte lyset og satte mig op. Så gik jeg i gang med, at pakke min taske og sætte mit rygnummer på den spillebluse, som jeg ville bruge. Jeg slukkede igen lyset for kort tid efter på ny at tænde det og pakke haveslangen og nogle andre ting, som jeg havde købt i en ny taske. Jeg gik ned til min bil med alt andet end spilletasken. Det skulle ikke tage noget energi fra mig lørdag morgen. Jeg bestilte vækning, både i receptionen på hotellet, hos Tommy Samsing og via min egen mobiltelefon, så skulle der være en chance for, at jeg kunne sove trygt.
Klar til kamp
Jeg havde fået en god nattesøvn og gik ned til et dejligt morgenbord på hotellet, inden jeg kørte til hallen for at varme op med Thierry Miller. Tingede fungerede efter hensigten, og jeg glædede mig til at komme i kamp. Min fokus på sejr havde aldrig været bedre. Ikke fordi jeg troede, at jeg ville vinde VM, så langt tænkte jeg slet ikke. Jeg tænkte der i mod på, hvordan jeg skulle spille i kampen mod ungareren.
Men indrømmet, så havde sejren over topseedede Ding Yi givet mig troen på, at alt kunne lade sig gøre. Han var absolut den spiller, som jeg allernødigst ville møde og samtidigt i mine øjne den bedste spiller ved VM.
Med andre ord, så vidste jeg inderst inde, at jeg godt nok ikke var den bedste her ved VM, men alligevel mente jeg, at mine vinderchancer var mindst lige så store som de øvrige kvartfinalisters.
Hovedet var med andre ord indstillet til fight og på fuld skrue fra start. Og sådan blev det.
Katastrofen indtraf
Esbjergs formand og min holdkammerat fra Esbjerg Allan Matthiesen havde sammen med sin kæreste taget turen til Bremen tidligt lørdag morgen efter at jeg på hviledagen havde sendt ham en SMS om, hvordan det gik. Det glædede mig at se dem på tilskuerpladserne og jeg bad Allan om at tage plads i mit ringhjørne, hvilket han gjorde.
I kampen mod Peter Aranyosi fra Ungarn kom jeg godt fra start. Jeg kom hurtigt foran med tre-fire bolde. Selv om han var kommet først i angreb, var jeg gået direkte i modangreb. Jeg følte, at mine ben fungerede godt og tænkte kun på detaljerne i spillet og taktikken. Ingen nerver, men kun lyst til at ”myrde” denne modstander. Det stod 5-2 i 1. sæt til mig, da katastrofen indtraf. Jeg loopede ind i bordkanten på en retur fra ungareren, som var blevet kortere, end jeg havde ventet. Min belægning flænsede og jeg fik et chok, da jeg så, hvor galt det stod til. Dommeren ville se mit bat, og selv om jeg forsøgte at bagatellisere problemet, så sagde han til mig, at jeg ikke måtte fortsætte med battet. Jeg spurgte hurtigt, om jeg måtte skifte belægningen på et minut, hvilket han (mærkeligt nok) gav mig lov til. Den belægning, som jeg havde liggende i tasken, havde dog set sine bedste dage, og den meget stressede limning blev alt andet end vellykket.
Da jeg kom ind til bordet igen efter højest 2 minutter, så var den ”nye” belægning totalt død.
Det ærgrede mig enormt, men jeg var glad for, at jeg ikke var blevet skratset. Jeg vendte battet, så jeg nu havde min sædvanlige baghåndsside i forhånden og besluttede at bruge den ”nye” belægning så lidt som muligt og derfor spille forhånd over det meste af bordet.
Med lidt held i sprøjten fik jeg hevet 1. sæt hjem med 13-11, men det var som om, at jeg havde mistet koncentrationen i den forstand, at mange af mine tanker nu gik på battet og ikke på taktikken. Jeg havde fået en gevaldig og slem overraskelse netop, som jeg havde troet, at min forberedelse havde været optimal. Jeg havde været helt rolig, da jeg ikke troede på, at jeg kunne overraskes af noget som dette. Det kom totalt uventet.
Jeg havde ikke noget reservebat og selv om det da har strejfet mine tanker af og til, så har jeg aldrig i mine 32 år som bordtennisspiller haft brug for et reservebat. Der var ingen i nærheden på det rigtige tidspunkt, som kunne låne mig et bat, som sandsynligvis havde været bedre for mig at spille med. Det havde der været i en holdkamp i elitedivisionen.
2.- og 3. sæt blev tabt uden at der er så meget at sige til det andet end, at det var en uskøn kamp, hvor vi på skift låste hinandens gode spil. I 4. sæt kom jeg foran med 10-6 og var således på vej til min fjerde 5-sæts kamp. Men sådan skulle det ikke blive. Ved 10-8 troede jeg og formodentligt også alle andre i hallen, at jeg havde vundet en bold, hvor jeg i tre omgange havde presset mod ungarerens baghåndsside. De første to gange havde han returneret med sin forhånd, men den tredje gang sad den lige i sækken på ham. Han lavede så et helt vanvittigt og satset underhåndsslag, som gik en lang bue uden om nettet, hvor efter bolden ”kiggede” op og ramte hjørnet på min halvdel. 10-9 og ungarsk jubel. På de sidste bolde kunne han gå på vandet. Han havde nu det psykiske overtag, og selv om han ramte og måske også rykkede bordet, da han strakte sig ind over bordet og slog sit vindende forhåndsslag ind, så gjorde jeg ingen indsigelser, da dommerne ikke reagerede prompte.
Slaget var tabt, og jeg havde en tom fornemmelse i hele kroppen. Hvis bare ikke jeg havde smadret mit bat ind i bordet…….
Cooke vandt VM
Efterfølgende vandt den useedede ungarer i semifinalen over semi-seedede Zoran Kalinic med 3-1 i sæt og i finalen havde han såmænd 6-3 føring i afgørende sæt mod den senere verdensmester Allan Cooke (seedet 3-4) fra England, der i kvartfinalen havde vundet over Wang Yansheng (seedet 5-8) og i semifinalen 3-0 over Mikael Appelgren (seedet 1-2), som vandt med 11-7, 11-6 og 11-4 over Oscar Søndberg i kvartfinalen.
Kamp mod verdensmesteren
Ikke så lang tid efter VM sad jeg om limede mit bat i Idrættens Hus i Brøndby, da jeg mærkede et klap på skulderen. Jeg vendte mig om og så lige ind i øjnene på Allan Cooke, der var i Brøndby med en af de engelske damespillere, som han er træner for. Det første jeg sagde til ham var, at han nok skulle regne med at spille en kamp mod mig i løbet af den uge, han var i Danmark. Det ville han gerne. Jeg fik inviteret ham hjem og forklaret mine piger, at den ”rigtige” verdensmester ville komme på besøg. Det var den dag, hvor England spillede mod Paraguay ved VM i fodbold. Vi havde en hyggelig dag, og jeg fik gjort ham klart, at det snart ville blive alvor.
Den sidste dag han var i Danmark, var der så linet op og indrammet bord i Idrættens Hus. Jeg havde ofret helt nye belægninger bare til denne kamp, og havde ikke længere undskyldninger at dække mig ind under. Alt var perfekt!
Det blev en kamp, hvor serverne aldrig fik den betydning, som de havde haft, da jeg i landsholdstiden tabte klart til Cooke. Jeg havde ingen problemer med hans serv i denne kamp, men utroligt nok (i mine øjne), så var han bedre end mig til at holde bolden på bordet. Han var helt ufattelig sikker. Vi delte pænt i de lange dueller, men hans fejlprocent var lavere end min i en kamp, hvor jeg på ingen måde følte, at jeg spillede dårligt. Cooke vandt 3-0 i sæt, så måske fik vi alligevel den rigtige verdensmester i Bremen.
Tak for en god tur til hele den danske delegation. Jeg satser på revanche i Rio de Janeiro i 2008!
FAKTABOKS
Vejen til kvartfinalen
Indledende pulje
Carsten Egeholt, Danmark – Terje Strand, Norge, 3-0 (11-5, 11-3, 11-5).
Carsten Egeholt, Danmark – Rolf Soltau, Tyskland, 3-0 (11-2, 11-2, 11-6).
1. runde efter puljen (1/256-finale)
Carsten Egeholt, Danmark – Donald Mönch, Tyskland, 3-0 (11-3, 11-1, 11-1).
2. runde efter puljen (1/128-finale)
Carsten Egeholt, Danmark – Klaus Lemcke, Tyskland, 3-0 (11-7, 11-2, 14-12).
3. runde efter puljen (1/64-finale)
Carsten Egeholt, Danmark – Nikolay Azarchenko, Rusland, 3-2 (9-11, 11-9, 11-9, 7-11, 11-7).
4. runde efter puljen (1/32-finale)
Carsten Egeholt, Danmark – Horst Bitsch, Tyskland, 3-0 (11-3, 11-1, 11-3).
1/16-finale
Carsten Egeholt, Danmark – Ding Yi (1-2), Østrig, 3-2 (11-6, 6-11, 11-8, 6-11, 11-7).
1/8-finale
Carsten Egeholt, Danmark – Anders Snygg (9-16), Sverige, 3-2 (5-11, 11-8, 11-3, 9-11, 15-13).
Kvartfinale
Peter Aranyosi, Ungarn – Carsten Egeholt, Danmark, 3-1 (11-13, 11-6, 11-7, 12-10).
Semifinaler
Allan Cooke (3-4), England – Mikael Appelgren (1-2), Sverige, 3-0 (12-10, 11-7, 11-7).
Peter Aranyosi (useedet), Ungarn – Zoran Kalinic (3-4), Jugoslavien, 3-1 (13-11, 11-13, 11-6, 13-11).
Finale
Allan Cooke (3-4), England – Peter Aranyosi (useedet), Ungarn, 3-2 (11-4, 9-11, 13-11, 7-11, 11-8 (3-6)).