Jesper Ratzer øverst på sejrsskamlen ved det individuelle VM i november 2016 foran Kasper Jønsson (tv.). Foto: facebook.
34-årige Jesper Ratzer har endnu engang – endda suverænt – bevist, at han er verdens bedste indenfor racketlon-sporten, der indeholder bordtennis, badminton, squash og tennis (fra mindste til største bat/ketcher), som alle spilles til 21 point i ét sæt. Man går direkte fra sportsgren til sportsgren og en kamp tager i gennemsnit en times tid.
Indrømmet, det fascinerer undertegnede at møde nogen, der er bedst i verden på deres felt. I dette tilfælde er der tale om Jesper Ratzer, der hver onsdag er med i elite-truppens seniortræning i Brønshøj Bordtennis, hvor det sikkert ikke er alle, der ved, at han faktisk er verdens bedste racketlonspiller.
Da det individuelle VM i racketlon blev afholdt fra 24.- 27. november 2016 i tyske Nürnberg viste Jesper Ratzer for alvor klassen, da han eliminerede samtlige fem modstandere UDEN at nå til den fjerde og sidste sportsgren tennis. Han havde simpelthen afgjort kampene inden – vanvittigt!
Undertegnede har mødt verdensmesteren med henblik på at finde ud af, hvordan han træner for at blive så god i fire forskellige sportsgrene, men inden interviewet får du lige lidt mere at vide om det individuelle VM, hvor flere danske spillere med en fortid i bordtennisverdenen gjorde sig bemærket.
Jesper Ratzer på racketlon-træningslejr. Foto: facebook.
Ren dansk finale
Jesper Ratzer, der er nr. 1 på mændenes verdensrangliste, vandt i Nürnberg sin 10. VM-titel (se oversigt nederst i artiklen). I en ren dansk finale vandt han ganske suverænt over sin gode ven og træningsmakker Kasper Jønsson (seedet 2) med 21-11 i bordtennis, 21-8 i badminton og 21-13 i squash, som sammenlagt giver +31 point og dermed ingen tennis, da Jesper ikke længere kunne indhentes. De to kammerater har tidligere spillet på hold sammen i badminton, trænet tennis sammen hver sommer gennem 10 år og trænet bordtennis sammen i gennemsnit hver anden dag de seneste seks år samt trænet adskillige timers squash sammen.
Det var som nævnt bemærkelsesværdigt, at ingen af Jesper Ratzers fem modstandere ved VM formåede at presse ham nok til, at han også skulle svinge tennisketcheren.
I 1/16-finalen blev den tyske wildcard-spiller Joshua Zeoli besejret med 21-3 (bordtennis), 21-12 (badminton) og 21-8 (squash) i alt +40, inden det i 1/8-finalen gik ud over polske Rav Rykowski med 21-11 (bordtennis), 21-14 (badminton) og 21-11 (squash) i alt +27.
I kvartfinalen vandt Ratzer over Jesper Hougaard (se billedet herunder), med en fortid som bordtennisspiller og nu pokerspiller med 21-18 i bordtennis, 21-8 i badminton og 21-10 i squash (+27) og i semifinalen gik det ud over den tredjeseedede østriger Lukas Windischberger, der blev besejret med 21-5 i bordtennis, 21-6 i badminton og 12-5 i squash, hvorefter kampen blev stoppet (+38), da østrigeren ikke kunne indhente Ratzers forspring.
Den tidligere bordtennisspiller Jesper Hougaard gjorde det godt ved VM i racketlon. Foto: facebook.
Fem danskere i top otte
Jesper Hougaards bror Kresten (endnu en tidligere bordtennisspiller), nåede også kvartfinalen, hvor han tabte til Windischberger trods en god start med sejr i bordtennis på 21-13, men derefter nederlag i både badminton og squash på 11-21, og derefter 3-10 i tennis, hvor kampen så blev afbrudt (-19), da Kresten ikke længere kunne indhente østrigeren. Danske Morten Jaksland nåede også til kvartfinalen, hvor en østriger blev endestationen.
I rækken for spillere over 45 år var to danskere blandt de 23 startende. De mødtes i finalen, som blev vundet af den tidligere bordtennisspiller Emil Bergander (Hørsholm – dansk mester i yngre drenge single i 1981).
Se resultater fra VM her
Jesper Ratzer server – her i double med Kresten Hougaard. Foto: facebook.
Jesper Ratzer er født og opvokset på Bornholm. Hans far var tennistræner, og Jesper var derfor ofte med til tennis om sommeren, mens han om vinteren spillede badminton. Som ungdomsspiller vandt han samme år både Bornholmsmesterskabet i badminton og tennis. Han spillede desuden en del fodbold på juniorholdet, inden han som 16-årig flyttede fra øen for at tage på badminton-skole.
Startede som 28-årig
Det var først i 2010 i en alder af 28 år, at Jesper stiftede bekendtskab med racketlon. En kammerat fra badmintonklubben, hvor han trænede havde året forinden inviteret til indvielse af en paddletennisbane, der blev bygget på en gård i Græsted. ”Det var interessant, og jeg sagde til Kasper Jønsson, at det kunne være sjovt at konkurrere i forskellige ketchersportgrene. Min kammerat fortalte mig, at der rent faktisk fandtes en sådan sport ved navn racketlon”, fortæller Jesper, der lige som Kasper fik interesse for sporten.
Kasper og Jesper (og sikkert også en Jonathan) meldte sig derefter ind i både en bordtennisklub (Brønshøj) og en squashklub (Herlev) og begyndte at træne meget mere bordtennis og squash.
Da Jesper så niveauet ved VM i racketlon, var han sikker på, at han kunne vinde over de bedste i allerede to discipliner.
Den eneste erfaring Jesper havde med bordtennis var fra forældrenes garage på Bornholm, hvor der stod et bordtennisbord. ”Belægningerne på de bat vi spillede med, var helt uden skru. Da jeg senere fik rigtige belægninger, der kunne skrue, føltes bolden nærmest umulig at styre. Den sprang væk fra mit bat, og jeg fik øjnene op for, at bordtennis er en meget teknisk sport”, siger Jesper. Han mener, at man har sværest ved bordtennis, hvis man er badmintonspiller og omvendt netop pga. skruen.
Verdens bedste på under tre år
Jesper spillede sin første racketlonturnering i 2010 og allerede i oktober 2012 var han nr. 1 på verdensranglisten.
”Du skal have en idé om din modstanders niveau, så du ved, hvor meget du er nødt til at satse på at få point og hvor meget du kan tillade dig at spille sikkert – det er racketlon-taktik”, siger Jesper.
Men hvordan bar han sig ad med at forbedre sin bordtennis så meget?
Nørdet viljestyrke
”Jeg ville lære den basale teknik i bordtennis. Jeg har derfor set ufatteligt meget bordtennis på youtube”, fortæller Jesper og indrømmer, at han nok er lidt nørdet. Han studerede server og servereturer i slowmotion på youtube og denne artikels forfatter har da også for nogle år siden med egne øjne oplevet lidt af et særsyn i Brønshøj Bordtennisklub, hvor Jesper en dag havde sat en lille skrå rektangulær plade op på midten af den ene bordhalvdel. Han servede så fra den anden ende af bordet. Det krævede en forklaring, og Jesper sagde dengang, at han var interesseret i at se, hvilken skru han fik servet med. Det blev afsløret, hver gang bolden ramte pladen.
”Nå, nå, held og lykke med det”, tror jeg nok min første reaktion var, men der var altså mening med galskaben. Jesper ville lære at serve med forskellig skru, returnere kort og naturligvis også at loope på alt, hvad der kunne loopes på.
Har aldrig deltaget i et bordtennisstævne
Jesper har aldrig deltaget i et bordtennisstævne. Han spiller med i ØBTUs holdturnering som reserve i Østserien og har et ratingtal på 2058 pr. 15/12-2016, der placerer ham som nr. 406 i Danmark.
I både squash og badminton er han langt højere rangeret, men bordtennis er stadig svært for Jesper.
”Mange af mine tætteste konkurrenter spiller jeg faktisk lige op med i bordtennis. Det kræver meget finmotorik at spille bordtennis på højt niveau. En svær serv kan give en masse point i bordtennis, men slet ikke lige så meget i de øvrige tre sportsgrene”, siger Jesper. Han vurderer, at han har forbedret sin serv så meget at den nu holder 2. divisionsniveau, mens han stadig spiller bordtennis på et meget lavere niveau.
”Nogle af mine racketlon-makkere kommer fra bordtennis. De har hjulpet mig, og så har det også været en stor hjælp for mig at træne med på eliteholdet hver onsdag i Brønshøj”, siger Jesper. Han arbejder fortsat med lidt for meget baghåndsfatning, der gør, at han til tider ændrer fatning, når han spiller forhånd. ”Lige som Timo Boll”, kommer det grinende fra mesteren.
Serven er guld værd i bordtennis
“Førhen når jeg spillede kamp, blev jeg ofte servet ud, da jeg havde svært ved at læse skruen. Det tog mig lang tid at komme længere end returen og lære at læse en modstanders skru i serven”, siger Jesper, der mener, at det har hjulpet ham meget at træne mod en masse spillere med forskellige server, som han skulle tage stilling til at få returneret bedst muligt.
”Jeg er nu en meget aggressiv spiller med korte server og korte returer for at komme først i angreb. Det er blevet min styrke”, siger Jesper, der gerne vil give os bordtennisspillere et par tips med på vejen.
”Servetræning er undervurderet. Jeg har fået gode server ved at servetræne en masse, og det hjælper mig en del”, siger Jesper, og fortsætter: ”Det er meget vigtigt at forberede sig mentalt på, hvad der skal ske i en bordtenniskamp. Hvad skal der tænkes i de forskellige situationer? Hvad skal du gøre på en halvlang serv og hvad skal du gøre på en kort serv? Du skal vide, hvor returen kommer efter din serv og hvad der er mest effektfuldt for at vinde et point. Det er vigtigst”, pointerer Jesper. Han vurderer, at han er blevet meget bedre til at tænke rigtigt i bordtennis.
Jesper Ratzer lægger an til en af de forhåndsserver, som han har forbedret gennem mange timers servetræning. Foto: facebook.
65% squash, 33% bordtennis, 1% badminton og 1% tennis
Hvordan fordeler du træningen i hver enkelt sportsgren?
”Jeg træner nok ca. 65% squash og 33% bordtennis og altså næsten ingen badminton og tennis. Squash giver mig badmintonformen også benarbejdsmæssigt. Bordtennis træner jeg efter squash. Tennis har jeg ikke fokuseret så meget på, da jeg har et rimeligt niveau”.
Hvordan ser du på sværhedsgraden i bordtennis i forhold til badminton, squash og tennis?
”De er alle lige svære, de har bare forskellige elementer. Nogle er nemmere at gå til, men i forhold til at konkurrere er de lige svære. Bordtennis er mere teknisk, squash og badminton er meget fysiske, mens tennis er en mellemting af fysik og teknik”.
Hvorfor er du bedst?
“Det er der fire grunde til. Jeg har et godt udgangspunkt med kendskab til tre sportsgrene, og skal kun træne op i to. Jeg har en god fysik og har ikke haft alvorlige skader. Jeg er dedikeret og har trænet mest af alle. Så er jeg meget analyserende og nørdet, når det kommer til teknik og taktik”.
Hvad har indtil nu været din største oplevelse med racketlon?
“Enkelte kampe stikker ud. Men nederlaget til Stefan Adamsen i 2012 var på trods af at jeg tabte en af de fedeste oplevelser pga. kulissen i Stockholm, hvor 600 deltog i det tv-transmitterede VM. Første gang jeg vandt over en af verdens 10 bedste, da jeg i VM-semifinalen i 2013 i Schweiz vandt over skotten Calum Reid, hvor jeg vag bagud med 18-13 i tennis, hvor jeg skulle bruge 15 point. Han var foran med 19-13, inden jeg vandt to bolde og dermed kampen”.
Hvad vil du gerne huskes for, når du engang lægger alle ketcherne på hylden?
“At have været den bedste ketcherspiller nogensinde”.
Badminton – Jesper på hjemmebane i sin favoritdisciplin. Foto: facebook.
Speciallæge i neurologi
Selv om Jesper Ratzer er verdens bedste racketlonspiller, så er han ikke i nærheden af at kunne leve af sporten. Da han vandt VM røg der 800,- Euro (ca. 6.000,- kr.) ind på præmiekontoen, og sejren ved Austria Open indbragte ham 700,- Euro, så det er altså ikke nogen guldgrube at være god til racketlon. Jesper har dog været dygtig til at finde sig en udstyrssponsor, så udgifterne kan holdes nede.
Jesper har siden februar 2009 arbejdet på neurologisk afdeling (hjerne og nerve) på Herlev hospital, hvor han siden 1. september i år har kunnet kalde sig speciallæge i neurologi.
Et fantastisk 2016
2016 var ikke bare året, hvor Jesper Ratzer blev firedobbelt verdensmester i Racketlon. Han blev også gift med Catharina den 18. juni, og så blev han far for første gang den 14. juli, hvor Konrad kom til verden. Desuden er han bonusfar til Catharinas datter Scarlett på 5 år.
”Hvis jeg kan vinde i bordtennis, er der ingen i verden, der kan slå mig lige nu”, siger verdensmesteren uden at kny. Og det er faktisk svært at modsige ham, selv om man kunne have lyst til det.
Jesper befinder sig i Danmarks-eliten i squash. Foto: facebook.
Jesper Ratzers VM-titler
Individuelt i 2013, 2014 og 2016 (alle finaler vundet over Kasper Jønsson).
Herredouble i 2012, 2013, 2014 og 2016 (alle vundet med makkeren Kasper Jønsson).
Mixed double i 2014 og 2016.
Hold i 2016 (første gang for Danmark)
Desuden vandt Jesper individuelt EM-guld i 2015 og hold EM-guld 2015.
Jesper i gang med tennis, som han slet ikke nåede at spille ved det individuelle VM i november 2016. Foto: facebook.
Hvad er Racketlon
I en racketlonkamp spiller to modstandere eller par mod hinanden. I hver disciplin spilles der ét sæt til 21 point, hvor hvert point tæller. Man skiftes til at serve to server ad gangen, og rækkefølgen af de fire discipliner er altid fra lille til stor “ketcher”. Når alle fire discipliner er færdigspillet, er vinderen den spiller, eller det par, som har vundet flest point i løbet af de fire sæt.
En kamp er dog ofte afgjort inden tennissættet er spillet helt færdigt. Så snart en spiller er bagud med flere point end der er point tilbage at spille om, er kampen slut. Skulle det ske at der efter alle fire discipliner er vundet lige mange point, spilles en “gummiarm”. Her trækkes der lod, og vinderen må bestemme om han vil serve eller modtage en andenserv i tennis. Vinderen af duellen vinder kampen.
I 2012 blev bordtennisklubben Racketlon BTK dannet af nogle ”gamle” bordtennisdrenge, poker-profilerne (Gus)tav Hansen, Theo Jørgensen og Jesper Hougaard samt racketlonspillere, der ville forbedre sig i bordtennis. Klubben blev lukket i sommeren 2016.
Læs mere på www.racketlon.dk
VM finalen mod Kasper Jønsson i 2014. Se herunder bordtennisdelen, som Jønsson vinder med 21-12:
Jesper Ratzer verdensmester i 2014 foran Kasper Jønsson (tv.). Foto: facebook.