SKOLE OL

SKOLE OL

You are here:

Skole OL er OL i børnehøjde. Det er Danmarks officielle olympiske Lege for skoleelever, hvor klasserne konkurrerer sammen som et hold. Skole OL skaber mere idræt i skolerne, styrker fælleskabet og giver storslåede idrætsoplevelser. Det skaber stolthed. Det er svedigt. Det er olympisk.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune, Ole Kirk’s Fond og Salling Group.

Skole OL Bordtennis er klassekonkurrencer med fuld fart på! Det er bordtennis på en helt ny måde, hvor klassekonkurrencer og fællesskab har erstattet de individuelle præstationer og konkurrencer! Til Skole OL Bordtennis får eleverne pulsen op, men skal samtidig holde øje og fokus på bold og bat. Og så skal de samarbejde. Tre ting på én gang. Kan de klare det?

Overblik

Skole OL Bordtennis er for 4. og 5. klasser. Klasserne dyster om at kvalificere sig til at nå finalen i Børnenes By, Billund.

Lokalestævner og Finalestævnet – bordtennis for alle, uanset niveau
Klassen tilmeldes et lokalstævne, som afholdes af den lokale bordtennisklub. Til lokalstævnet gennemføres en række discipliner, som er baseret på færdigheder og fællesskab, altså bliver hele klassen aktiveret, ikke kun dem, der i forvejen er gode til bordtennis. 

Klassernes pointhøst til lokalstævnet indplacerer dem på en national rangliste, hvor top 10 fra hver årgang går videre til finalestævnet i Billund.

Undervisningsforløb – kom nemt igang med bordtennis i undervisningen
Det kan måske give en fordel, hvis klassen inden lokalstævnet har øvet sig lidt “hjemmefra”. Det kan enten være ved at idrætslæreren har gennemført nogle øvelser i idrætstimerne eller ved, at en træner fra bordtennisklubben har været forbi idrætstimen nogle gange og øvet med klassen.

Skole OL har sammen med os lavet en undervisningsplatform, hvorfra man kan downloade komplette lektioner med beskrevne lege og øvelser, som kan bruges i idrætstimerne eller i den understøttende undervisning. 

Hvordan kommer I igang?

Start med at gå ind på www.skoleol.dk, find fanen “Stævner”, opret din skole/klasse og tilmeld klasserne til et lokalstævne nær dig. 

Er der ikke udbudt et lokalstævne nær dig, så kan du finde den nærmeste bordtennisklub på www.bordtennisportalen.dk. Du kan også kontakte udviklingskonsulent Jeppe Damsgaard for at høre om der kan komme et stævne i din lokale klub. 

Lokalstævnet foregår i dagtimerne og varer typisk 3 timer, hvor klasserne skal igennem en række discipliner. De 3 første stævnediscipliner giver point, som danner grundlag for at finde vinderen af 4. og 5. klasserne. 

Klasserne kvalificerer sig i en landsdækkende TOP-10-liste, for hvert klassetrin, som er dem, der kommer med til finalen i Billund.