Nyt spillesystem afprøves

Eliteudvalget har givet dispensation for Grand Prix-konceptet i alle damerækker ved Brøndby BC’s Grand Prix-stævne, der er det 5.- og sidste Grand Prix-stævne i denne sæson.
 
Der bliver puljeinddeling i alle Grand Prix-damerækker. Alle rækkens spillere seedes og inddeles i puljer à tre spillere efter snakesystemet. Puljevinderen og puljens nr. 2 vil gå videre til hovedturneringen.

Første puljekamp spilles mellem puljens lavest rangerede spiller og puljens næsthøjest rangerede spiller.
Anden puljekamp spilles mellem puljens højest rangerede spiller og taberen af første puljekamp. Vindes anden puljekamp af puljens højest rangerede spiller, bliver denne spiller puljevinder, og vinderen af første puljekamp bliver nr. 2 i puljen. Vindes anden puljekamp derimod af taberen af første puljekamp, bliver denne spiller nr. 2 i puljen, og vinderen af første puljekamp bliver puljevinder. Puljens højest rangerede spiller bliver da nr. 3 i puljen. Se spillestystemet her

Michael Ryding fra Brøndby BC har offentliggjort det nye koncept i damerækkerne på facebook, hvilket har skabt en heftig debat, da langt fra alle er lige begejstrede for det nye system. I kommentarerne efterlyser man bl.a. hvilke tanker, der ligger bag det nye system. Endvidere hedder det:

“Mange af de piger, som stiller op i eliterækkerne, får typisk kun en enkelt kamp, fordi rækken bliver afviklet som direkte cupturnering. Ved at inddele spillerne i puljer på denne måde, kan man sikre, at alle spillere får minimum to kampe i damerækkerne forudsat at de højest rangerede spillere vinder deres ene puljekamp”, lyder argumentationen fra Michael Ryding.

Den danske mester i damesingle fra 2014 er ikke så begejstret.
“Synes da at det lyder underligt at de højest seedede kun får én kamp, hvis blot de taber til en lavere rangeret spiller. Hvorfor spiller man ikke bare alle kampene i puljen? Tænkte at det gjaldt om at få så mange kampe som muligt?” (Pernille Agerholm)

“Jeg er heller ikke med. Dvs at er man første seedet i sin pulje får man kun 1 chance for at gå videre. Er man 2 eller 3 har man 2 chancer. Så det er cup princip for de første seedet og pulje princip for anden og tredie seedet.” (Gitte Maribo)

“Jeg vil foreslå I måske kigger nærmere på det system, som ITTF benytter, der hedder Progressive knock-out eller evt Double knock-out. De er beskrevet på side 7 og 8 i handbook of tournament referees. De er gennemprøvede og giver netop flere kampe men stadig med det almindelige cup systems fordele også i forhold til seedning. Og så kræver det ikke dispensationer til gengæld følger det de internationale regler og det er bestemt en god ting også i forhold til overdommeren på dagen. I er i øvrigt altid velkomne til at kontakte os hvis I har spørgsmål eller ideer til spilsystemer. Det er ligesom vores pligt at være en slags eksperter og vi vil med glæde hjælpe” (Jens Gullberg-Hansen).

“Som førsteseedet i puljen vil der ikke være forskel på om det er ren cupturnering eller om rækken afvikles efter det til stævnet anvendte koncept (andet end at det i nogle tilfælde kan lede til en ekstra kamp ved det nye koncept). Taber førsteseedet sin første kamp, er hun ude. Dette kan forsvares med at den højest rangerede i puljen bør være bedre end taberen af kampen mellem de to andre spillere i puljen, og derfor ideelt set bør vinde kampen alligevel. Typisk er det ikke et problem for de højest rangerede spillere at få mange kampe, da de som regel alligevel står i en semifinale/finale. Forskellen ved det nye koncept ligger i at de lavere rangerede spillere også får mulighed for at spille minimum to kampe. Ved kun at spille to kampe i puljen får man kun én runde ekstra end, hvis rækken blev afviklet som ren cupturnering. Desuden vil man undgå den sidste kamp i puljen, da den i princippet er ‘ligegyldig’. Den afgør kun, hvem der bliver 1’er og 2’er i puljen – dette beror på at den højest rangerede spiller bør vinde sin kamp” (Michael Ryding)

“Tror man på at det giver flere pigetilmeldinger at man skal spille 2 kampe i stedet for 1! 2 kampe som man – dømt på rating point – skal indstille sig på at tabe, hvis man er 3’er. Jeg tror man lige så meget skal se på planlægningen af rækkerne, så man som pige kan spille sine pigerækker – som er hurtigt overstået pga antal – og så hoppe over i drenge rækkerne og få kampe HVIS programmet er sat op efter det. En løsning hvor vi leder fra Gedser til Skagen efter piger giver ikke ret meget – der er bare ikke flere at tage af. Et Grand Prix stævne er vel ikke meningen at skulle være for nybegyndere. (Gitte Maribo)

“Generelt fint at afprøve nyt, men synes nu ikke snakesystemet er det optimale valg, hvis argumentet er at sikre pigerne/damerne flere kampe – det ser ud til, at det kun er en enkelt i puljen, der kan glæde sig over en ekstra kamp og hvis argumentet er flere kampe, er det lidt selvmodsigende at tale om ‘ligegyldige’ kampe. Hvorfor ikke benytte sig af et ganske almindeligt puljesystem – som man i stort mål gør i Sverige, hvor man udover de øverst seedede også opererer med ‘lodtrukne seedninger’. Tænker da ikke, at det er i modstrid med internationale regler – eller? Uagtet hvad, er puljespillet det, der giver flest kampe for alle, så den hest holder jeg på. Og enig med Gitte, det er nok ikke en ændring til Grand Prix-stævnerne, der tiltrækker nye pigespillere” (Dorte Nielsen)

“Jeg synes det er fedt at I prøver noget nyt, men synes dog at denne nye regel går ud over de bedste damespillere. Hvis det nu er en meget lige pulje hvor alle spillere næsten er på samme niveau, kan 1. seedede jo godt gå hen og tabte til 3. seedede. Jeg synes derfor, at det er synd, at bare fordi du er seedet nummer 1 i puljen, så har du andre vilkår for at gå videre end de to andre har” (Pernille Agerholm)

“Meningen er ikke at tiltrække nye pigespillere, men i højere grad at fastholde de piger, vi nu engang har. Der er en tendens til at flere og flere pigespillere benytter sig af muligheden for at stille op til udenlandske stævner, fordi de får for få kampe i deres egne rækker herhjemme. Det har en meget negativ effekt på de piger, som trofast stiller op i pigerækkerne til alle Grand Prix stævner, idet rækkerne bliver tyndet ud og pigerne så derved igen får færre kampe” (Michael Ryding)

“Som sagt fint at forsøge sig med nyt – dette blot for at åbne dialogen om, hvad der lønner sig bedst for pigerne/damerne – problemet er jo netop at de BEDSTE piger/damer IKKE får nok kampe pga ratingreglerne – de lidt lavere rangerendekan spille B-rækker, klasse 2 mv og disse afvikles i puljer, hvilket betyder flere kampe! Så problemet med for få kampe, er de bedstes problem og det løser snakesystemet ikke – tvært imod! Det vil blot føles uretfærdigt. Da både pige, junior og damespillerne ligger forholdsvis tæt i deres årgange, er det, som Pernille Agerholm skriver, ofte dagsformen og marginalerne der afgør om kampen er tabt eller vundet og derfor også ulige vilkår for 1. Seedet – den håndfuld spillere der stiller op i klaserne nu, vil blive den samme med snakesystemet – der er desværre ikke flere at tage af!” (Dorte Nielsen)

Deltag i tråden på facebook her
Se indbydelsen her

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk