Hvad er Bordtennis Danmark?
Bordtennis Danmark er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF), bestående af klubber med et fælles formål om at udbrede bordtennissporten i Danmark til glæde og gavn for spillere, trænere, ledere og øvrige aktører i bordtennissporten.
Bordtennis Danmark ønsker at fremme sunde fællesskaber over alt i sporten; fra begynder- til eliteniveau. Det skal være sjovt for spillere, trænere og frivillige at være med i dansk bordtennis. Sammen gør vi hinanden bedre!
Forbundets kerneopgaver er at støtte klubberne i at udvikle og udbrede sporten, samt at afholde regionale og nationale turneringer, landskampe og Danmarksmesterskaber såvel som at gennemføre trænerkurser og ungdomsevents. Desuden er det forbundets opgave at “spille klubberne bedre”, ved at skabe nogle gode rammer for klubbernes lokale arbejde, fx ved at støtte klubudviklingen med konsulenthjælp på både ledelses- og trænerniveau, for på den måde at medvirke til at sikre gode udviklingsmiljøer lokalt i klubberne. Det er også Bordtennis Danmarks’ ansvar at fastsætte turneringsreglement og øvrige regler i dansk bordtennis.
Vi samarbejder også med DGI og Parasport Danmark.
Bordtennis Danmark består udover bestyrelsen og en række udvalg af en ledergruppe og 8 regionale netværk. Du kan se, hvem der sidder i bestyrelsen samt i vores ledergruppe, faggrupper og udvalg under punktet “Kontakt os” her på hjemmesiden.
Bordtennis Danmarks’ bestyrelse
Bestyrelsen er det øverste led i Bordtennis Danmark og træffer beslutninger på baggrund af input fra de regionale netværk via ledergruppen samt fra administrationen. Bestyrelsen har ansvar for Bordtennis Danmarks overordnede udvikling og økonomi.
Ledergruppen
Ledergruppen er en gruppe af repræsentanter, som består af de regionale netværksledere fra hele Danmark samt repræsentanter fra nedsatte fagudvalg. Ledergruppen involveres i de årlige drøftelser omkring strategi og økonomi samt er bestyrelsens sparring i forskellige strategiske beslutninger.
Regionale netværk
Hver region består af et værdiskabende regionalt netværk (tidl. Vækstteam), som har til opgave at spare og udvikle regionalt. Hvert regionalt netværk har økonomi til udvikling af børne og unge aktiviteter lokalt. De regionale netværk og ledergruppen er resultatet af en omorganisering beskrevet i strategi 2022-2025. Eksempler på samarbejde og sparring i de regionale netværks i sæsonerne 24/25-25/26 er emner som børn og unge-stævner, etablering af juniortræner-netværk, fælles træningssamlinger, fondssøgning og camps for bredden.
Andre organisatoriske udvalg
Organisationen består desuden af diverse faggrupper og udvalg, som bestyrelsen kan nedsætte for at sætte fokus på et specifikt fagområde. Dette er for at sikre høj kvalitet i aktiviteterne samt skabe en bred organisation, som har kompetencer inden for et specifikt område. Eksempler på sådanne udvalg er Stævnegruppen og Holdturneringsgruppen.
Herunder er organisationsdiagrammet for Bordtennis Danmark:
Medlemstal
Du kan få et overblik over den samlede medlemsudvikling i Bordtennis Danmark på DIFs hjemmeside. Vær opmærksom på, at man i 2018 opdelte aldersgrupper i endnu mere snævre intervaller, så ønsker man at sammenligne ungdomsudvikling fra år til år, kan man med fordel markere alle aldersintervaller fra 0-18 år.
De specifikke medlemstal for den enkelte klub og region kan findes herunder:
Nationale og internationale fora
Bordtennis Danmark er medlem af Danmark’s Idrætsforbund (DIF), International Table Tennis Federation (ITTF), European Table Tennis Union (ETTU) og North European Table Tennis Union (NETU).
I de nævnte fora arbejder Bordtennis Danmark for at fremme dansk bordtennis, herunder danske spilleres vilkår i internationale sammenhænge, som er vidt forskellige alt afhængig af, hvilken verdensdel man spiller bordtennis i.

